nyheder3.jpg
Forsiden / Specialløsninger / Nyheder / Marts 2011 / Græsset er altid grønnere på den anden side af krisen

Græsset er altid grønnere på den anden side af krisen

- Tilbage i 2009 lavede vi nogle reduktioner i organisationen, fordi tiderne var dårlige for alle.Men vi valgte dengang at friholde vores salgsafdeling, og det har faktisk betydet, at vi har haft et ekstremt højt nysalg i 2010 i forhold til, hvad vi har haft de andre år. Og nu begynder vi så at skulle implementere og drifte mange af de løsninger, vi solgte i 2010, og derfor vækster vi nu voldsomt på driftssiden, fortæller adm. direktør i TDC Hosting, Jesper Bak Olesen.

TDC Hosting tæller i dag 195 mand fordelt på Danmark, Sverige og Finland. Vi har ansat ti nye medarbejdere i 4. kvartal 2010, og direktøren regner med at skulle ansætte ca. 20 nye medarbejdere i løbet af de første to kvartaler af 2011. Han er således ikke i tvivl om, at finanskrisen er historie.

- Især i Sverige går det rigtig godt. Vi har øget vores omsætning med 67 pct. i løbet af 2010 og sammenholdt med, at nysalget i Danmark er det højeste, vi nogensinde har set, er det svært at bevare pessimismen, konstaterer Jesper Bak Olesen, der giver finanskrisens afslutning en stor del af æren for virksomhedens fremgang:

- Rigtigt mange har holdt deres IT-projekter tilbage, fordi de ville vente med at investere, til deres marked var ordentligt i gang igen. Men dels er der allerede kommet gang i tingene mange steder, dels er mange IT-projekter så presserende, at virksomhederne ikke længere kan vente. Så vi fornemmer generelt, at man har genvundet troen på fremtiden, og at mange derfor nu beslutter sig for at sætte de store IT-projekter i gang, vurderer han.

Krisen har gjort outsourcing populært
Finanskrisen har også haft positive konsekvenser. Især for hosting-udbyderne. Den har nemlig synliggjort værdien i at outsource.

- Mange virksomheder er på grund af krisen kommet til den erkendelse, at det er mest rentabelt for dem at fokusere på deres kerneforretning og overlade driften af fx IT til nogen, som er specialister i netop det, vurderer Jesper Bak Olesen, der generelt fornemmer fremgang i hosting-branchen.
- Jeg tror, det går fint for de fleste, og vi holder fint trit med vores konkurrenter på det private marked, men der, hvor vi virkelig har fået fat, er i den offentlige sektor. Her vinder vi helt klart markedsandele og har styrket vores position markant i løbet af 2010, konstaterer han.

Fremgangen i den offentlige sektor kan delvist tilskrives, at TDC Hosting i 2010 kom på den såkaldte SKI-aftale på IT-drift.

- Jeg tror vores fremgang i den offentlige sektor hænger meget nøje sammen med, at vi her er en meget agil spiller i forhold til vores store konkurrenter. Vi er rigtigt gode til drift, og så har vi nogle gode partnere, som er rigtigt stærke på applikationsudvikling. Og den kombination gør, at vi er langt mere agile end en full service provider, som leverer og udvikler alt selv, forklarer Jesper Bak Olesen.

Hvad synes vores kunder om os?
Vi gennemfører hvert år en måling blandt vores kunder for at afdække kundetilfredshed og loyalitet. Og oveni den store vækst kan direktøren glæde sig over en markant fremgang på begge parametre.
- Vi er gået 10 pct. frem på kundetilfredshed og 6 pct. frem på loyalitet, så det er naturligvis rigtig dejligt og noget, vi er stolte af og glade for, fortæller direktøren.

Kunderne har især givet pluspoint for de tekniske kompetencer, kvalitet i form af oppetid, driftssikkerhed osv. og muligheden for at få hjælp, når der er problemer. Men der er også plads til forbedring:

- Kunderne efterspørger en mere gennemskuelig fakturering og mere proaktivitet blandt SLM'erne dvs. deres daglige kontaktpersoner. Så det vil vi naturligvis arbejde målrettet på at forbedre i 2011, pointerer Jesper Bak Olesen og afrunder:

- Når vi kan øge vores salg markant, vækste med 20 mand i driften og samtidig forbedre både kundeloyalitet og -tilfredshed, så er det svært at være utilfreds. Og hvis vi kan opretholde den flotte tilgang af kunder og samtidig være dygtige nok til at holde på dem, vi har, så kan det forhåbentlig kun fortsætte fremad i samme retning, slutter han.