nyheder4.jpg
Forsiden / Specialløsninger / Nyheder / Marts 2011 / Hvad gør du, hvis dit serverrum brænder ned?

Hvad gør du, hvis dit serverrum brænder ned?

Man ser det igen og igen. Små virksomheder vokser sig store over en kort periode - ofte takket være en god ide og et stort engagement hos ejeren. Nu er virksomheden blevet stor, der er mange ansatte, omsætningen er stor - men IT-sikkerheden er ikke fulgt med. Og det kan være dyrt.

- Problemet er ofte, at direktøren slet ikke ved nok om IT til at kende konsekvenserne af den manglende sikkerhed. De er så optagede af alt muligt andet, så når vi spørger til deres IT-sikkerhed, siger de fleste "Jamen vi har aldrig haft problemer. Det kører fint." Men når vi så går dem på klingen, så viser det sig ofte, at de dels har været nede flere gange, dels at de ingen planer har for, hvordan de vil håndtere et nedbrud, fortæller Jesper Nygaard, der er Account Manager hos TDC Hosting.

Tabt omsætning henter man aldrig igen
Han er chokeret over, hvor mange virksomheder der er lykkeligt uvidende om den kæmpe risiko, de løber hver eneste dag.

- Flere og flere virksomheder er afhængige af deres webshop. Det er dér, de henter deres omsætning. Og dengang omsætningen var lille, var tabet ved servernedbrud måske ikke så stort, men hvis man omsætter for mere end 100 mio. kr. årligt, så kan man jo selv begynde at regne ud, hvad det koster i minuttet at være nede. Og har man ikke en plan for, hvad der skal gøres i de situationer, så kan man jo sagtens være nede i 5-6 dage af gangen - og den omsætning er reelt tabt, pointerer han.

For Jesper Nygaard er det mest chokerende, at det ikke kun er de små virksomheder, der ikke har styr på det.

- Jeg møder overraskende mange veletablerede virksomheder, som ikke er ordentligt forsikrede mod IT-nedbrud. Samlet set tror jeg, over halvdelen af de danske virksomheder har en mangelfuld IT-sikkerhed, men det er de allerfærreste, der er bevidste om det.

- Vi oplever rigtig tit, at en virksomhed har single point of failure på samtlige servere - dvs. at går en ting ned, går hele molevitten ned. Og det kan altså være rigtig dyrt. Men problemet er jo, at mange først finder ud af hvor dyrt, når skaden er sket, beretter Jesper Nygaard.

Fejl 404 kan koste dyrt
Jesper Nygaard oplever også tit, at selv rimeligt store virksomheder har hele deres forretning liggende på kun to servere.

- Hvis jeg spørger dem, hvad de gør, hvis den ene går ned, eller hvor lang tid de regner med, der går, inden forretningen er oppe og køre igen, svarer de fleste undvigende eller henviser til, at deres udbyder klarer ærterne. Men det er faktisk ikke udbydernes ansvar. Og selv hvis de påtager sig det, så tager det lang tid, inden man er oppe igen. Og hvis der ikke er redundans, er data tabt. Og det er igen rigtig dyrt, understreger han og uddyber:

- Hvis de sites går ned, får den besøgende en fejlkode 404. Dvs. det ser ud, som om siden slet ikke eksisterer. Så udover at man mister den aktuelle handel, giver man også den besøgende en rigtig skidt oplevelse. Hvis en webshop ikke virker eller kører langsomt, finder jeg altid selv et andet sted at handle.

Væk efter 20 sekunder
Erfaringen viser, at hvis en bruger ikke har fået svar inden for 20 sekunder, så forsvinder de. Og hvis man sælger varer, som kan købes andre steder til ca. samme pris, så får man formentlig aldrig chancen for sælge præcis den samme vare til den samme kunde igen.

- Man kan jo ikke helt afvise, at kunden kommer tilbage på et andet tidspunkt, men hvorfor skulle han dog det? I dag er der reelt kun få sites, der er så store, at man ved, at folk kommer tilbage. Og selvom de så kommer tilbage, er det da irriterende for dem, vurderer Jesper Nygaard.

Hvis tyven render med hele forretningen
Udover nedetid er der også stor risiko for tab af data. Det kan fx være ved simpelt tyveri eller brand. Jesper Nygaard er igen chokeret over, hvor få virksomheder der har en plan for, hvad de vil gøre i de situationer.

- Jeg hørte for nylig om en virksomhed, hvor tyvene var rendt med det hele - alle maskiner og servere. Det er jo katastrofalt, hvis man ikke har back up. Og selv hvis man har, tager det jo flere dage, inden man er oppe at køre igen, og det koster. Selve tyveriet kan vise sig at være den mindste del af det, mener han.

Derudover er der hele sikkerhedsspørgsmålet. Hvis man ikke har en ordentlig sikkerhed, risikerer man at blive refaced dvs. at hackere overtager ens site og fylder det med indhold af mere eller mindre tvivlsom karakter, som det for nylig var tilfældet med Dansk Folkepartis website

- Det kan være dyrt ikke bare i tabt salg men også i dårlig omtale. Hvem tør købe noget af nogen, som ikke engang kan holde hackere ude af deres system?, spørger Jesper Nygaard.

En anden udfordring, som mange overser, er, at man ofte kun har én IT-mand. Det gør ens IT-systemer ekstremt følsomme, for hvad gør man, hvis han kommer ud for en ulykke, bliver syg eller finder et andet arbejde?

Hvad koster det så?
For Jesper Nygaard svarer det ikke at have en ordentlig IT-sikkerhed til at køre bil hver dag uden bil- eller ansvarsforsikring - eller at have et hus uden indboforsikring.

- Alle husejere har jo en brandforsikring, selvom det heldigvis er de færreste, der nogensinde får brug for den. Men det er som om, den samme logik ikke hersker her. Så når folk spørger mig, hvad det koster at outsource og dermed sikre sin IT, svarer jeg altid "ingenting ift. hvad det kan koste at lade være".

En forsikring der svarer til dit behov
Jesper Nygaard mener derfor helt enkelt, man skal betragte IT-sikkerhed som en forsikring.

- Hvis det ikke koster jer noget, når det går ned, eller data forsvinder, så lad være med at investere i en forsikring. Men hvis du ved, det vil være dyrt, så køb en forsikring. Men man skal selvfølgelig ikke have en forsikring, der dækker mere, end man har brug for. Hvis fire timers nedetid ikke koster forretningen noget, er der ingen grund til at sætte det store udstyr op. Men er fire timer kritisk, så bør man investere i redundans, så man i stedet kun er nede i 5-10 minutter, slutter han.

Hvordan sikrer du dig?
Ønsker du at gå i dybere dialog om disse emner, er du meget velkommen til at tage fat i os. Kontakt Mads Juhl på tlf. 40 10 67 00 eller mj@tdchosting.dk.