En hosted løsning - der aldrig går på ferie
TÅRNBYFORSYNING har som konsekvens af regeringens beslutning
om at privatisere vandsektoren valgt at outsource hele deres
it-løsning til TDC Hosting.
Den nye forsyningsvirksomhed undgår dermed at ansætte deres eget
it-personale og får derudover garanti for en stabil drift og en
sikker backup.
I forbindelse med regeringens beslutning om at privatisere
vandsektoren har Tårnby Kommune oprettet TÅRNBYFORSYNING A/S, der i
dag forsyner ca. 10.000 forbrugssteder - svarende til ca. 13.000
husstande. Forsyningsvirksomheden er nu et aktieselskab, hvor
Tårnby Kommune er ejer.
- Ændringerne har betydet, at vi ikke længere er en del af
Tårnby Kommunes forvaltning - og at vi derfor ikke længere kan
trække på kommunens it-afdeling. Derfor har vi skullet finde en ny
it-løsning, der er lige så god som den eksisterende, og som
samtidig er nem at håndtere for en lille virksomhed, forklarer
direktør i TÅRNBYFORSYNING, Raymond Skaarup.
Undgå ansættelse af intern it-afdeling
TÅRNBYFORSYNING stod overfor at skulle oprette en virksomhed med
et relativt begrænset it-forbrug. Der er kun ca. 30 medarbejdere i
alt, og heraf skal kun ca. halvdelen bruge it-udstyr.
- Vi ville meget gerne undgå at skulle ansætte vores egen
it-medarbejder, så vi undersøgte, om man kunne lave det som en ren
hosting-løsning. Det viste sig at være muligt via TDC Hosting, så
det besluttede vi at prøve, fortæller Raymond Skaarup.
TDC Hosting holder ikke ferie - og bliver ikke syg
Løsningen er endnu ikke implementeret, og de endelige økonomiske
omkostninger er derfor ikke gjort op. Raymond Skaarup er dog ikke i
tvivl om, at det er en interessant løsning.
- Skulle vi selv have ansat en it-medarbejder, ville det have
givet en ekstra udgift. Vi har en klar forventning om, at det er
billigere at outsource det hele samlet, end det er at have en hel-
eller deltidsmedarbejder siddende til at passe på de her ting,
konstaterer han og fortsætter:
- Der er jo også en anden form for stabilitet med vores hostede
løsning, for så længe vi taler om én medarbejder eller mindre, vil
der jo være perioder, hvor vedkommende er syg eller på ferie. Nu
skal vi ikke bekymre os om ferie og sygdom eller den slags. Så det
var helt klart afgørende for vores beslutning, at det er svært -
for ikke at sige umuligt - at opretholde en egen bemanding på den
type opgaver - 24 timer i døgnet - året rundt.
Fokus på stabil drift og sikker backup
TÅRNBYFORSYNING havde overordnet et ønske om at overdrage
styringen af hele virksomhedens it-system til nogen med den rette
ekspertise til at sikre en tilstrækkelig stabilitet og kvalitet i
driften.
- Stabiliteten var helt afgørende for os. Vi opkræver vand- og
varmeafgifter hos kunderne, og det system skal der være 99,9 -
eller allerhelst 100 - pct. sikkerhed omkring. Dels i forhold til,
at systemet skal være oppe hele tiden, og fordi vi skal sikre, at
alle dokumenter og al korrespondance med brugerne ikke går tabt,
pointerer Raymond Skaarup, der har store forventninger til den nye
løsning.
En løsning der kommer hele vejen rundt
TÅRNBYFORSYNING's løsning omfatter alt it-relateret i
virksomheden. TDC Hosting leverer således al computerkraft og
samtlige programlicenser. Virksomheden slipper derfor for selv at
tænke på at købe Office-pakker og lignende hjem.
- Vi får en terminalbaseret adgang til TDC Hostings servere. Der
kommer derfor slet ikke til at stå computere ude hos os. Alt er
webbaseret, så der kommer kun til at stå en lille "tynd klient" ved
hvert arbejdssted, og så ligger alle programmer og den slags ude
hos TDC Hosting. Også adgang til vores økonomisystem og
kommunikationen med KMD's centrale systemer kører den vej indover,
slutter Raymond Skaarup.
Fakta om TDC Hostings løsninger til forsyningssektoren
Løsninger til forsyningssektoren leverer vi ofte som en
totalløsning der indeholder:
- ESDH, Netcompany
- GIS, Informi GIS
- Økonomisystemer
Samarbejdspartnerne er nøje udvalgt efter deres erfaring og
indsigt i forsyningsmarkedet.
Vil du vide mere om løsninger til Forsyningsselskaber så
kontakt:
Martin Lindahl Pedersen, mlp@tdchosting.dk
/ +45 40 21 33 12